
Behandlingscentrets målgruppe
Vi tilbyder kortere- og længerevarende ophold til personer, der
har behov for pleje og behandling. Vores målgruppe er personer
med:
- Svære psykiske og sociale problemstillinger
- Misbrugsproblematikker Forstyrrelser i personligheden
- Mennesker med psykisk sygdom, og en retslig foranstaltning
- Svær demens med hovedvægten på udadreagerende adfærd
Målsætning
Vores målsætning er, at personen bliver mere i stand til at leve
sit eget liv gennem den behandling og pædagogik vi arbejder med. På
Stentoft tilstræber vi at hjælpe beboeren med at få et liv hvor håb
og drømme gøres mulige.
Samarbejde
Grundtanken er, at det er muligt at træne og udvikle
livskvalitet og livskompetencer gennem tætte sociale relationer i
samarbejde med de involverede parter. Den enkeltes motivation og
evnen til at ville tage ansvar for egen udvikling, er grundlæggende
for en højnelse af livskvaliteten og livskompetencerne.
Livskvalitet og livskompetencer
Livskvalitet og livskompetencer er to vigtige begreber:
Livskompetencer (færdigheder) kan opleves af andre personer,
hvorimod livskvalitet (indhold) opleves af personen selv. En
persons færdigheder skal være i positiv udvikling for derigennem at
styrke selvværdet. At tro på eget værd er grundlæggende for om
personen har lyst og evne til at højne livskvaliteten. Et godt liv
- en mening med tilværelsen, en styrket selvværdsfølelse giver lyst
og evne til at turde leve og tage ansvar for sit eget liv.
Rummelighed og udvikling
Stentoft vil med sine gode ydre forhold og et professionelt
dygtigt personale have fokus på det nære miljø og bestræbe sig på
at skabe trygge og udviklingsrelaterede rammer for beboerne for
derigennem at bidrage til at fremme beboerens individuelle behov.
Vi vil arbejde for, at beboeren kommer til at opleve den åbne
dialog som et fælles anliggende og en styrkelse af livskvaliteten.
Aktiviteter omkring beboeren skal blive til hjælpekilder og
reserver af livsenergi, der kan erfares og udnyttes i fremtidige
relationer.
Målet med opholdet
Vi anser vores mål som opfyldt, når personen udtrykker åbenhed,
viser tillid til sig selv og andre, er aktiv i sociale
fællesskaber, er nysgerrig og engagerer sig, lever med
modsætninger, omstiller sig, søger udfordringer, flytter grænser og
anvender det lærte til problemløsning.